Vi besøgte Hoi An i 4-5 dage da vi var i Vietnam. Hoi An er en rigtig hyggelig lille afslappet by, som klart er et besøg værd hvis man skal til Vietnam. Det var nok den mest turistede af de byer vi besøgte på vores tur i Vietnam sammenlignet med Saigon og Hanoi. Mange turister normalt ikke ligefrem et plus, men denne by kan virkelig bære det. I centrum ligger den gamle bydel, hvor der ikke må køre biler og motorcykler, det er virkelig rart med et område uden kaotisk trafik, hvilket der er de fleste andre steder i Vietnam. Hoi som er meget udbredt i Vietnam.
Eftersom byen ikke er særlig stor og man ikke må køre motrcykel eller bil inde i centrum, lånte vi nogle cykler på vores hotel, som vi transporterede os rundt på, det var rigtig nemt og fin måde at se byen på.
Vi boede på et meget lille hotel, som lå relativt tæt på centrum. Det var et super fint og hyggeligt sted og personalet var rigtig søde. Fra værelset var der flot udsigt til pool og rismarker. Vi spiste også morgenmad på stedet, hvilket var rigtig fint. Vi fik retten flere gange til retten cao lau, vi skulle bare vælge hvad vi gerne ville have til morgenmad aftenen før, så hentede de om morgenen retten ved den nærmeste streetfoodbod.
Cao Lau er en meget populær streetfood nuddelret, som vi fik en del gange. Det var helt sikker den mest populærere streetfood ret i Hoi An, som langt de fleste gadekøkkener serverede. Retten består af Cao lau nudler, en kraftigt smagende sauce/suppe med svinekød, vagtel æg og rejer, retten blev toppet med lidt grønt og nogle sprøde chips af en slags.
Flot udsigt til solopgang fra altanen på vores værelse.
Lokale retter og spisesteder
Ba Le Well
En aften spiste vi på denne rigtig gode streetfood restaurant som ligger i den gamle bydel. Så snart man fik et bord og satte sig ned, blev der sat hel masse tallerkner frem. Banh Xeo, syltede grønsager, chilisauce, peanutsauce, frisk grønt, urter, grillspyd med forskelligt kød og ikke mindst blev det også sat en tallerken med rispapir. Man lavede selv små ruller med fyld som man så kunne dyppe i saucen. Det smagte rigtig godt.
Madam Khanh – The Banh Mi Queen.
Jeg tror at en af de bedste Banh Mi, vi fik på hele vores tur i Vietnam, vi i Hoi An på denne banh mi street food restaurant. Man kunne vælge mellem kød eller vegetar, og om den skulle være stærk eller ej. Sandwichene bestod af rigtig mange forskellige ingredienser og de blev samlet af en utrolig gammel dame.
Morning Glory
Vi besøgte også restauranten Morning Glory, som ligger i centrum. Det var super lækker mad, på trods af et rigtig stort menukort. Vi var dog en smule uheldige med servicen, der var rigtig mange mennesker og de havde rigtig travlt. På trods af det, en restaurant som godt kan anbefales.
Markeder i Hoi An
Vi besøgte 2 markeder i Hoi An. Det største og mest kendte Hoi An market, det ligger også i centrum. Det var noget turistet, da der er rigtig mange “cooking classes” i Hoi An, og de fleste besøger dette market. Det var et rigtig fint market, med mange forskellige ting: frugt, grønt, kød (okse, fjerkræ, svin), fisk, nudler, æg, streetfood og (tørvarer). På Hoi An market var der også en stor fiskeafdeling, med MEGET frisk fisk – flere steder lå fiskene stadig og sprællede. Der blev også solgt masser af friske nudler, af forskellige typer og størrelser. De mørke nudler er cao lau nudler, de har vist nok sin brune farve fra noget aske som er i nudlerne.
Vi cyklede en del og kørte forbi et lille lokalt market lidt udenfor byen. Det var lidt anderledes end Hoi An market, og lidt mere ustruktureret. Det var meget lokalt, og tydeligt at se på den måde de lokale kiggede på os, at der normalt ikke kom turister (fra vesten) Det eneste vestlige præg på markederne, var at næsten alle brugte Danish Butter Cookies dåser som pengekasser.
Reaching Out Teahouse
Vi besøgte dette meget hyggelige, stemningsfyldte tea-house i Hoi An, hvor meningen var at man skulle “Enjoy your tea in silence” som det også stod på væggen. De ansatte var døv-stumme, og talte dermed ikke, men de var rigtig søde og forklarede små ting med tegnesprog. Man fik en lille seddel hvor man kunne krydse af, hvad man ville bestille. Vi fik blandt andet en fin te-smagning, (man kunne også selv vælge om teen/kaffen skulle være varmt eller koldt). På bordrene lå nogle små træ-brikker med ord på, en notesblog og nogle blyanter, som var dem man kunne kommunikere med de ansatte med.
Det var en helt særlig stemning, og en oplevelse i sig selv at nyde sin te/kaffe på denne måde. Man fik serveret sin te i små kander med skilte på med hvilken slags te det var og hvor lang tid den skulle trække.
Ud over te, fik vi også en tallerken med småkager, som bestod af en masse forskellige hjemmelavede kager/søde sager blandt andet tørrede kokosbånd med forskellige smage, sesamsmåkager, kakao småkager, ingefærsmåkager og citronsmåkager
Cookingclass i Hoi An
I Hoi An brugte vi også en dag på cooking class, det er en rigtig fin aktivitet og sjovt at se hvordan man laver de vietnamesiske retter og høre om dem fra en lokal. Dagen startede med at vi blev hentet på vores hotel, vi kørte ud for at se et marked og fik forklaret lidt og fik nogle forskellige ting.
Derefter kørte vi ned til vandet hvorfra vi sejlede ud til det sted vi skulle være og lave mad.
Vi skulle lave 4 forskellige populære vietnamesiske retter, det var:
- Pho Bo (nudelsuppe med oksekød)
- Friske forårsruller med peanutsuace
- Bo bun (Nudler med oksekød)
- Banh Xeo (vietnamesisk pandekage)
Strandtur
Der er også en rigtig fin strand i Hoi An, men da vi ikke er de største strandmennesker og hellere bruger vores tid i byen, valgte vi den sidste eftermiddag/aften at tage ned på stranden, da det næsten er et must at have besøgt stranden. Eftersom solen var ved at gå ned tog alle turisterne hjem, og til vores store overraskelse blev stranden lyn hurtigt FYLDT med lokale, eller i hvert fald Vietnamesere (da Hoi An også er en populær ferieby for Vietnamesere).
Rigtig mange familier, også med børn havde mad med og holdt picnic på stranden. Vi var nok nogle af de eneste fra vesten på hele den rigtig store strand, flere kom hen og hilste, kiggede sjovt på os og fniste når de gik forbi og der var endda nogle unge piger som kom hen og gav os noget vietnamesisk kage. Det var rigtig sjovt at opleve byen og se de lokale på en helt anden måde.
Langs stranden lå en masse restauranter som lignede lidt hindanden. Vi var næsten sikre på at det kun var den slags restauranter som vi ville kalde “turistfælder”, men vi besluttede os nu alligevel at gå op og se om vi kunne finde noget at spise. Da vi kom op til restauranterne, var det også udelukkende Vietnamesere i store selskaber. Der var rigtig mange mennesker og vi havde svært ved at finde et bord, men det lykkedes og vi fik en masse lækker seafood med grønt og ris.
Jeg tror en af årsagerne til at de lokale kom på stranden efter solnedgang, er at de gør rigtig megt for ikke af få det mindste farve, så snart de har lidt sol på huden, dækker de det med tøj, hat eller en hånd.
Togtur til Hoi An
Vi havde valgt at tage nattoget fra Hanoi til Hoi An, på trods af rigtig mange dårlige anmeldelser og receptionisten på vores hotel slet ikke forstod det, når det nu var billigere at flyve. Vi fik bestil billet på første klasse (hvilket er meget vigtigt hvis man gerne vil tage toget, da man fx ellers kan komme til at sidde på hårde træsæder sammen med rigtig mange andre). Vi kom med toget klokken 22.00 fra Hanoi og kørte hele natten mod Danang.
Vi skulle være i en kupé med 4 pladser, og vi delte md en vietnamesisk familie med 3 børn. Det var så sjovt at se hvordan børnene var helt vildt glade og oppe og køre over at de skulle med toget og måtte komme op i overkøjen (vi havde de 2 under køjer). Sengene var rigtig fine og nogenlunde rene (vi havde dog købt silkesoverposer og valgte at sove i dem)
Vi var fremme ca. klokken 11.00 næste morgen, og så var der ca. 1 times kørsel fra Danang til Hoi An, med en taxa, som vi havde bestilt fra vores hotel. Vi var alt i alt, rigtig glade for at vi valgte at tage toget frem for fly, og synes det var en fed og anderledes oplevelser.
Et langt stykke af togturen, kørte vi langs kysten og havde derfor en rigtig flot udsigt.
One Reply to “Guide til Hoi An”